Kære Jørn
Jeg har med held brugt dit fine skema om fortællertyper i en 2g. Det gav eleverne et fint overblik. Jeg havde blot det lille problem, at du også kalder jeg-fortælleren for en personal fortæller. På mit gymnasium er en personal fortæller lig med den personbundne 3. persons-fortæller, altså den du kalder for en han/hun-fortæller. Det er, så vidt jeg kan se, selvfølgelig først og fremmest et spørgsmål om ord. Men det kunne jo være interessant at undersøge, om der i ungdomsuddannelserne er skabt en konsensus for at kalde den personbundne 3. persons-fortæller for en personal fortæller og om nogle måske endda har særlige argumenter for at adskille denne fra jeg-fortælleren … eller om det blot er på mit gymnasium der er konsensus!

Mvh Ole Schultz Larsen

Jeg er enig med de to øvrige, men vil opfordre til, at du udover at kalder det “han/hun-fortæller”, også kalder det 3. personfortæller.
Jeg-fortælleren bør fremstå som både 1. personfortæller og jeg-fortæller.

Det kunne være rigtig godt, hvis det fremgår meget tydeligt, at forfatteren står udenfor fortællingen, og at fortælleren er en del af fortællingen. Det er ofte et problem ifbm. en jeg-fortæller, at eleverne bliver forvirrede.

Venlige hilsner
Vibeke Wass

Fra en lærer på Aalborg Handelsskole har jeg – via textanalyse.dk – modtaget denne kommentar til fortællermodellen:

Hej Jørn

Jeg synes, at siden ser spændende ud, og tænker det kan hjælpe mine elever – måske især de elever, som i forvejen er skrappe til tekstanalysen. Denne gruppe vil kunne få meget ud af modellen.
De svagere elever, som har svært ved at få det analytiske niveau til at træde tydeligt frem i deres tekstarbejde, vil måske kunne gøre sig nogle iagttagelser i teksten med modellen som inspirationsredskab,og det er da en ok start. Modellen er således fin, blot den fungerer i samspil med andet materiale.
Jeg tænker, at den især er rigtig god til eleverne i 3. g – da de har mødt de forskellige typer af fortællere i deres daglige tekstarbejde, og derfor har nogle konkrete tekster at forbinde begreberne med.
Jeg er dog lidt betænkelig ved, at du har skrevet forfatter over fortælleren – forstår godt hvorfor – men jeg arbejder meget med at få eleverne til at indse, at en jegfortæller ikke er identisk med forfatteren. Måske kunne du på en eller anden måde markere grafisk, at det ikke skal ses som en direkte forbindelse.
Jeg er endvidere enig med Ole Schultz Larsen mfl. i betragtningerne om den personale fortæller – sådan er det også på Handelsgymnasiet, hvor jeg er ansat.
Tak for et fint tiltag, som jeg agter at afprøve i praksis på mine danskhold.

Kære Jørn Ingemann Knudsen

For nogle år siden skrev jeg ph.d om fortællingens retorik og gjorde bl. a. en del
ud af fortællere – ikke mindst af hvordan man skelner mellem de pålidelige og de
upålidelige. Den udkom på RUCs forlag i 2007, men er nok mest egnet for under-
visning på universitetsniveau.

For det første er jeg glad for at “den implicitte fortæller” bruges rigtigt, og du ikke,
som mange gør det, bruger betegnelsen synonymt med “den implicitte forfatter”, som er det styrende princip bag en tekst (the implied author). I dit skema er fortælleren en fortæller, og det skal han være, hvis det ikke skal blive til begrebsforvirring.

For det andet er jeg enig med dig i at kalde både jeg-fortælleren og han/hun-for-
tælleren for personale. Forskellen mellem dem er i de fleste tilfælde lille, og hos
nogle forfattere – f. eks. Helle Helle – er den største forskel den, at i hendes jeg-
fortællinger kan det være svært at bestemme fortællerens køn. Desuden ville det
rent sprogligt være dybt ulogisk, at en jeg-fortæller ikke er personal.

For det tredje synes jeg vi skal holde fast ved at kalde det “en upålidelig fortæller”,
når vi har at gøre med en fortæller, der ikke taler i overensstemmelse med værkets
normsystem (the implied author). Du bruger også andre adjektiver, men det er der
ingen grund til. Fra starten blev Wayne C. Booths betegnelse “unreliable narrator”
oversat “upålidelig fortæller”, og hvis man laver om på det, skaber man bare termi-
nologisk forvirring.

På disse tre punkter er jeg enig med dig i dit skema, og jeg synes det ser anven-
deligt ud. Dog ville jeg fjerne pilen fra den tredje persons alvidende fortæller til den
upålidelige fortæller. Hvis en sådan gammeldags, autoritativ fortæller er andet end
troværdig, er det fordi han bruger ironi – f. eks. faux naïf kommentarer som Scher-
figs i Det forsømte forår. Ellers er det en del af det at være alvidende og autoritativ,
at fortælleren taler i overensstemmelse med værkets normsystem – og det gør
Scherfigs fortæller jo også, hvis man bare forstår ham rigtigt.

Så tak for modellen. Jeg tror jeg vil bruge den, for den ser pædagogisk ud, og det
er vigtigt, når man formidle disse begreber til vore elever i gymnasiet.

mvh, Lars Chr. Steenberg – Himmelev Gymnasium og hf.

Fra en lærer lyder det:
“Godt overskueligt skema. Godt at man kan klikke på forskellige fortællertyper og få en uddybende forklaring.”

Og en lærer siger til textanalyse:
“Jeg synes oversigten ser spændende ud, men jeg synes at introduktionen af så mange fortællertypekriterier komplicerer tingene unødvendigt for eleverne.”