Der er mange udfordringer ved at udarbejde et digitalt undervisningsmateriale. Ikke
mindst er det nødvendigt i en iBog til oldtidskundskab at sørge for en god balance mellem
fordybelse i selve teksterne, links til ressourcer uden for iBogen og brugen af andre af
iBogens digitale muligheder, fx interaktive opgaver. Der skal med andre ord tages en
række fagdidaktiske hensyn.

Det grundlæggende princip for vores arbejde har været aldrig at benytte teknik for
teknikkens skyld. Hvis vi ikke kan give en pædagogisk begrundelse for at bruge forskellige
medier og digitale ressourcer i iBogen, skal de ikke med!

Dybdelæsning og “ro på”
Det har ligget os meget på sinde at prøve at støtte dybdelæsningen, som mange elever
i forvejen har så svært ved. En umiddelbar bekymring kunne være, at den helt basale
koncentration om teksten vil komme endnu mere i fare på skærmen. Måske kan eleverne
miste overblikket over materialet og klikke løs på de mange links frem for at fordybe sig i
den enkelte tekst.

Vi har derfor talt meget om, hvordan vi på skærmen skaber et ’dybdelæsningsrum’,
der indbyder til koncentration og fordybelse og tager hensyn til kravet om autopsi i
oldtidskundskab.

Vi har haft fokus på elevernes måde at arbejde med teksterne på. Derfor har vi bestemt,
at alle basistekster bliver efterfulgt af de samme tre typer opgaver (se neden for). Dette er baseret på oldbekendtgørelsens faglige mål og Blooms taksonomi.

Vi er overbeviste om, at denne opbygning skaber en følelse af genkendelighed og sammenhæng. En sådan genkendelig rytme vil også bevirke, at eleverne bliver bevidste om den metode, de arbejder efter i oldtidskundskab.

iBogens tre opgavetyper til basisteksterne
Indtil videre omtales opgaverne blot som type 1, 2 og 3. Se det fulde oversigtsskema i
form af vores arbejdspapir i iBogens indledning.

Ved at lade type 1- og 2-opgaverne koncentrere sig om de to første trin i Blooms
taksonomi forsøger vi at fastholde eleven i basisteksten og sikre dybdelæsningen. Links
og ekstern perspektivering, og dermed også arbejde uden for “dybdelæsningsrummet”,
kommer først i type 3-opgaverne.

iBogen har mulighed for at integrere en række interaktive opgaver i form af forskellige
quizzer. Spørgsmålet har været, om sådanne opgaver egner sig til et fag som
oldtidskundskab. Quizzer som fx multiple choice, hvor svaret automatisk tjekkes af
systemet, er af gode grunde altid faktuelle og meget lidt fortolkende.

Quiz-udformningen har ikke desto mindre vist sig at passe rigtig godt til vores opgavetype
1, der netop fokuserer på faktaviden og forståelse af tekstens ’overflade’.
Eksempler på udkast til de tre opgavetyper kan ses i iBogen under Hesiod: Theogonien.

Pædagogiske fordele ved en iBog
Vi kan helt overordnet pege på i hvert fald to pædagogiske fordele ved en iBog frem for en
trykt bog:

For det første giver et digitalt, interaktivt materiale flere muligheder for differentiering, idet
forskellige aktiviteter og ressourcer kan støtte svage elever og udfordre de stærke.

For det andet repræsenterer iBogen, der jo altid er tilgængelig på internettet, en udvidelse
af det fysiske klasserum. Fx kan eleverne allerede under forberedelsen derhjemme svare
på en række spørgsmål i form af en quiz, hvor de lige tjekker, at de har forstået handlingen
i teksten.

I forhold til den trykte bog tilføjes vores iBog en del ekstra ressourcer:

– supplerende tekster og billeder
– oplæsning af basisteksterne
– tre typer arbejdsspørgsmål til alle basistekster
– video-introduktioner til centrale emner
– et billedgalleri
– en udvidelse af den trykte bogs ”Mytenøgle”
– eksempler på musik over Prometheus-myten
– links til forskellige internet-ressourcer
– eksempler på undervisningsforløb
– eksempler på analyse
– et udvalg af eksamenstekster

Skriv til os
Kig – og klik – jer meget gerne omkring i materialet. Mens iBogen udformes, er der fri
adgang. Skriv endelig til os med spørgsmål og kommentarer. Vi er stadig i gang med at
udarbejde iBogen, så input er meget velkomne. Vi vil fx meget gerne høre jeres mening
om følgende punkter:

1. De tre typer opgaver til basisteksterne.

2. Måden, basisteksterne er sat op på sammen med fx oplæsning og opgaver: Er det
overskueligt?

3. Billedmateriale: Alle billeder findes i Billedgalleriet, men skal der også være et udvalg af
billeder sammen med bogens tekster? Eller vil det bare virke forstyrrende?

 

Vi ser frem til at høre fra jer!

VH
Anne Mette og Chresteria

 
avatar
Om bloggeren

Chresteria Neutzsky-Wulff

6 Responses to Prometheus-myten som iBog – nogle pædagogiske overvejelser

  1. avatar Natasja Holm-Mathiasen siger:

    Kære Chresteria

    Du skriver, at du meget gerne vil høre vores mening om bl.a. opgaverne, men når man prøver at klikke på opgaverne, får man at vide, at siderne er låst. Hvordan kan man få adgang til dem?

    Med venlig hilsen

    Natasja Holm-Mathiasen

    • avatar Steen Hammershøy Andersen siger:

      Hej Natasja,

      Tak for dit spørgsmål. Af rettighedsmæssige grunde har vi været nødt til at låse bogens sider af. Men vi vil stadig meget gerne høre dine (og andre brugeres) kommentarer.
      I perioden, hvor vi gør bogen klar til udgivelse, kan man meget let og gratis kigge i hele iBogen ved at oprette en MinKonto. Hvis du er bruger af systimes iBøger, har du den allerede, ellers kan du gå ind på denne side og oprette dig (her får du selvfølgelig også en vejledning til, hvordan man gør): http://www.systime.dk/minkonto

      God fornøjelse. Vi ser frem til at høre dine kommentarer 🙂

      med venlige hilsen

      Steen/Systime

      • avatar Natasja Holm-Mathiasen siger:

        Kære Steen

        Jeg har en MinKonto og kan derfor godt se dele af bogen. Men når jeg klikker på opgaver eller tekster, får jeg at vide, at siden er låst – også selv om jeg er logget ind!

        Med venlig hilsen

        Natasja Holm-Mathiasen

        • avatar Steen Hammershøy Andersen siger:

          Hej Natasja,

          Godt du skriver igen! Det viser sig, at lige netop denne bogs tekst- og opgavesider var blevet sat under unødvendig streng lås og slå. Nu har jeg fået en af vores teknikerne til at åbne for de sider, du gerne vil se.
          Jeg krydser fingrer for, at det virker for dig (i hvert tilfælde duer det nu på min computer). Ellers skriv igen.

          Tak for din tålmodighed 🙂

          med venlige hilsner

          Steen/Systime

  2. avatar Majken siger:

    Hej
    Kan ibogen bruges af ordblinde gymnasieelever, når resten af klassen har fået udleveret bogen i den traditionelle form (altså som “old-school” bog)?

    Er teksterne ens, og er der adgang til det samme materiale som i den traditionelle bog?

    På forhånd tak.

  3. avatar Chresteria Neutzsky-Wulff siger:

    Hej Majken,
    Tak for dit spørgsmål. Ja, teksterne er ens. iBogen indeholder de samme tekster som papirudgaven – samt lidt ekstra. Det burde derfor fint kunne lade sig gøre, at dine ordblinde elever benytter iBogen, mens resten af klassen sidder med papirudgaven. God fornøjelse!
    VH Chresteria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *