De sidste 15 år er der i Danmark (såvel som resten af Skandinavien) udkommet et stort antal nye (fiktive, autofiktive, selvbiografiske) bøger om sindstilstande, der falder uden for ”det normale”. De opsamles her under betegnelsen Galskab, der skal forstås som et fordoms- og værdifrit begreb.

Bogen er først og fremmest rettet mod danskfaget i de gymnasiale uddannelser, men indeholder desuden oplagte muligheder for at indgå i tværfagligt samarbejde med psykologi, billedkunst, samfundsfag og biologi. Endelig vil bogen også kunne finde anvendelse i fag på professionsuddannelserne, hvor der undervises i psykiske lidelser.

Bogen består af en indledning, der giver et kortfattet rids af psykiatrihistorien samt af galskabens litteraturhistorie, og en antologidel, der er inddelt i fire temaafsnit. Temaafsnittene kommer omkring emner som de psykiatriske institutioner, depression og selvmord, stress og angst og hallucinationer. Til hvert afsnit følger en billedside, der i form af samtidskunst og moderne kunst gør dialoger mellem tekster og billeder mulige. I direkte forlængelse af bogens indhold er der øvelser i kreativ skrivning, der sammen med arbejds- og refleksionsspørgsmål afsøger samtlige aspekter af de fire temaafsnit.

Læs mere om udgivelsen og forfatterne i synopsen.

Udkommer både som iBog® og trykt bog. Forventes at udkomme i slutningen af 2017.

Forfattere:

  • Lasse Gammelgaard
  • Thomas Søgaard Boström

Redaktør:

 
avatar
Om bloggeren

Lasse Gammelgaard

2 Responses to Læs om “Galskab i litteraturen”

  1. Goddag Lasse.
    Jeg kunne forestille mig at I måske medtager Bangs Gheel-reportage. Hvis det er tilfældet så har jeg meget mere (billed)materieale end det vi i sin tid bragte til teksten i Spurvesol 2 – fra institutionens historie og aktuelle virke. Hvis det kunne have interesse!?

    • avatar Lasse Gammelgaard siger:

      Kære Ivan

      Mange tak for din kommentar og interesse for projektet. Vi er stadig i gang med tekstudvælgelsen, og vi forsøger at strukturere bogen, så teksterne i hvert temaafsnit har en diakron dimension samt repræsenterer både poesi og prosa. Det er lidt af et puslespil – ikke mindst fordi nogle af teksterne kunne passe ind i flere afsnit (hvilket sådan set kan være en styrke). Samtidig tilstræber vi en bog på ca. 200 sider, så det sætter nogle tekstmængdebegrænsninger. P.t. har vi faktisk ikke medtænkt Gheel-reportagen til antologidelen, men hvis den kommer med, er vi selvsagt interesseret i dit generøse tilbud om at kigge i overskudsmaterialet fra Spurvesol! Det kan være, vi om lidt tid skal fremvise indholdsfortegnelse med tekstvalg på et et stadie, hvor vi ikke har låst dem helt fast endnu (hvis det også er muligt med dem, hvor der skal søges copyright)? Så kan folk kommentere udvalget, og vi vil kunne nå at lave eventuelle småjusteringer. Det ville i hvert fald være rigtig gavnligt for os.

      Gode hilsener
      Lasse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *